Freemi app related image

Om OS

Freemi er Freecycling

Freemi er Danmarks cirkulære gratis økonomi til gratis genbrug.

Når du giver dine brugte ting gratis videre, gør du andre glade, du skåner miljøet, og du får hentet dine ting ved din dør, lige når det passer dig. Vi kalder det ‘Freecycling’, og over 180.000 mennesker freecycler brugte ting med Freemi.

Vores mission er at sætte en stopper for smid ud-kulturen og fremme fokus på, hvordan vi alle kan gøre en forskel for miljøet og hinanden ved at recirkulere fine og funktionelle ting og dermed undgå at belaste klimaet yderligere.

Freemi arbejder med FN-Verdensmålene:
10: Mindre ulighed
11: Bæredygtige byer og lokalsamfund
12: Ansvarligt forbrug og produktion.

Freemi er en Freeconomy

Freemi er en ny Freeconomy platform, hvor alting er 100% gratis. Brugerne deler alle et fælles udgangspunkt, nemlig at genbruge værdifulde ressourcer og stoppe smid ud-kulturen. Her spiller penge og pris ingen rolle, i stedet ønsker brugerne at gøre en forskel for hinanden og ikke mindst redde klimaet. Freemi er dermed ikke bare endnu en service og impact startup - det er en grøn bevægelse.

Giv videre og undgå CO2

Med Freemi installeret på sin telefon, er man ét skridt fra at få en mere bæredygtig livsstil og cirkulært forbrug. Hvad enten man henter gratis genbrugsguld i nærområdet eller giver brugte ting gratis videre, deltager man i et økosystem, der recirkulerer og redder værdifulde ressourcer hver eneste dag.

Hver eneste ting tæller, når det kommer til klimaet. Når man giver brugte ting gratis videre til en anden, udsættes modtagerens behov for at købe nyt. Ved at genbruge en genstand undgår man den mængde CO2, der ellers ville være udledt ved produktionen af et nyt og lignende produkt samt ved afskaffelsen af det gamle.

Alene i England smides hvert år 22 mio. møbler ud. Dette står i stærk kontrast til, at 4 ud af 5 ting gives godt videre på Freemi.

Freemis historie

Freemi blev grundlagt i København i 2015. De tre stiftere Rasmus Thude, Jamie Neubert Pedersen og Mikkel Mørch havde alle et brændende ønske om at stoppe smid-ud-kulturen og gøre en forskel for mennesker og miljø ved at skabe et digitalt fristed, hvor ting udveksles gratis og uproblematisk.

“I begyndelsen gav vi hundredvis af vores egne ting videre for at få gang i Freemi og den cirkulære bevægelse”, Rasmus Thude, CEO & Co-founder.

Siden har Danmarks cirkulære gratis økonomi vokset sig større og større og tæller nu over 180.000 brugere i Danmark og Holland (maj, 2019).